Category Archives: New York

Vi elsker stadig New York

Hej alle

Så slipper I ikke længere. Her kommer dagens morgensmadsbillede. Det blev til granola med frisk frugt og en vaffel med chokolade, peanutbutter og toffee crunch:

IMG_20140729_092851

IMG_20140729_092835

Vi startede dagens shopping-orgie i Nike Town, som er en kæmpe Nike-butik i fem etager med alt, hvad hjertet begærer inden for sneakers og træningstøj. Helt fantastisk sted! Brian fik et par nye sneakers, og jeg fik nyt træningstøj. Der er gode penge at spare i forhold til Danmark.

IMG_20140729_103208

Så gik turen til Willamsburg i Brooklyn, som jo er det nye super hippe kvarter, hvor alle de smarte typer “chiller”. Vi synes dog ikke, kvarteret er så fedt, som det er blevet råbt ud til. Lidt for trashy og uden den dér rigtige New Yorker-stemning, som vi godt kan lide.

Ellers kom vi bl.a. forbi Flatiron-bygningen:

DSC_0097

Og Brian blev hevet rundt i diverse tøjbutikker – men han bevarede det gode humør.

DSC_0093

Og så spiste vi smørrebrød på Aamanns restaurant i New York “The Copenhagen”, som ligger i vores lokale nabolag. Tjeneren var dansker, og interiøret var gennemført dansk:

DSC_0102

DSC_0106

I morgen skal vi hente vores bil i Newark og mod Niagara Falls.

/ Brian og Rikke

Tilbage i byen over alle byer

Hej alle

Så er vi ankommet til New York efter en problemfri flyvetur. Vi kom til at stå i kø i paskontrollen i en time, da vi var landet, men ellers gik turen fuldstændig smertefrit. Brian blev dog udvalgt til et stikprøve-security-tjek i Københavns Lufthavn, men han fik heldigvis lov til at komme med flyet alligevel. Puha!

Vi er tjekket ind på et hotel i SoHo – én af vores favorit-bydele. Hotellet overraskede os meget positivt. Vi bor på 17. etage med fin udsigt til Brooklyn Bridge.

DSC_0002

Vi startede vores første dag i byen med morgenmad på Acme, som er Mads Refslunds restaurant (danskeren, der havde Michelin-restauranten MR i København). Noget af det, vi elsker allermest ved USA, er morgenmaden, så denne gang er vi gået all in og har booket bord på flere forskellige ekstra lækre steder. Maden på Acme var helt fantastisk, og der var faktisk enkelte strejf af Danmark, bl.a. var der “ebelskiver” i brødkurven.

Derudover brugte vi bl.a. vores første dag på at se de nye 9/11-museum, som ikke var åbnet, sidst vi var herovre. Det var en blanding af ødelagte artefakter fra tragedien og minder om de 3000 mennesker, der mistede livet. Et kæmpe museum, hvor man hele tiden kan se på kort, hvor man befinder sig i forhold til det gamle World Trade Center.

DSC_0024

DSC_0025

DSC_0015

Vi sluttede dagen af i toppen af Empire State Building. Det er første gang, vi ser byen fra oven, når det er mørkt. Virkelig flot.

DSC_0042

 

DSC_0055

DSC_0054

Vi havde booket vores billetter til Empire State Building hjemmefra og havde betalt ekstra for såkaldte “express tickets”. Det viste sig at være det bedste valg nogensinde! Der var horder og atter horder af turister, men vi fik lov af springe hele køen over og gå direkte til elevatoren. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange timer, vi skulle have ventet, hvis vi havde købt de billige billetter.

Dagen i dag startede vi med fantastisk morgenmad på Norma’s, hvor vi faktisk også var sidste år. Det kunne meget vel være New York bedste morgenmad af dem alle. Jeg fik en Valrhona french toast med jordbær og pistacienødder. Helt vanvittigt overdådigt.

Bagefter tog vi en sejltur til Liberty Island, som vi ikke nåede at besøge sidst, vi var herovre.

DSC_0069

DSC_0072

DSC_0079

Der har også været fin tid til at få nydt vores lokale bydel, shoppet i nogle af de fedeste flag ship stores og spist masser af god mad.

I morgen tager vi over broen til Willamsburg i Brooklyn.

/ Brian og Rikke

Farvel til New York

Hej alle

Så sidder vi i toget mod Washington DC. Vi er så heldige, at der er gratis wifi, så jeg kan lige nå at skrive en lille update.

Vi plejer bedst at have tid til at blogge om aftenen, men de seneste to dage har vi været ude. Tirsdag aften var vi ude at spise en 12-retters tastingmenu på Michellin-restauranten wd-50, og i går tog vi toget ud af Long Island til Jones Beach, hvor vi var til koncert med John Mayer. Det var en fantastisk oplevelse med skønt, lunt vejr og sindssygt flotte omgivelser. Kulissen kunne ikke være bedre med solnedgang undervejs i koncerten. Han spillede i to en halv time, så vi fik value for money:

DSC_0317

Rikke_koncert

Koncert

De seneste par dage har vi brugt en del tid på shopping i SoHo og på 5th Avenue. Ellers har vi bl.a. været i Central Park, der er en imponerende oase, som dog godt kan være lidt uoverskuelig at finde rundt i. Der er super hyggeligt i parken med små egerner, der springer rundt, men Strawberry Fields var ikke noget særligt:

DSC_0282

DSC_0295

DSC_0306

…Sidst, men ikke mindst, det obligatoriske morgenmadsbillede:

DSC_0279

/Brian og Rikke

Flere oplevelser i New York

Hej alle

Nu er det ikke fordi, I skal trættes med billeder af alt, hvad vi spiser, men denne creme brulée-vaffel med frisk frugt var for fantastisk til ikke at blive nævnt:

DSC_0176

Efter den gode morgenmad i dag tog vi en tur op i Rockefeller Center (Top of the Rock). Udsigten over byen med Central Park og Empire State Building var ret vild:

DSC_0206

DSC_0220

DSC_0223

Vi fik også gået en tur på Brooklyn Bridge, som er ret speciel, fordi trafikken kører under gangbroen:

DSC_0250

Og så kom vi også forbi Wall Street:

DSC_0268

…Og den gigantiske station Grand Central Terminal:

DSC_0273

Det var lidt af højdepunkterne fra i dag. Vi er begge enige om, at New York er en meget fascinerende by og helt fantastisk som feriedestination, fordi den har ALT. Vi kunne uden problemer få flere uger til at gå her, og vi er især vilde med de hyggelige kvarterer omkring Soho og Greewich Village. New York er virkelig byen over alle byer, og her er en helt særlig, betagende stemning på Manhattan. Omkring Times Square er der dog også meget crowded og forurenet i luften, og så er det lidt mærkeligt at være et sted, hvor man nærmest ikke kan se himlen, når man kigger op, fordi man hele tiden er omgivet af skyskrabere.

Det er i øvrigt meget nemt at komme rundt med metro, og vi er efterhånden også ved at få styr på de nummererede gader, så man skal ikke bruge mere end et par dage, før man føler sig hjemme.

/Rikke

P.S.: Der var udsolgt af cronuts hos Dominique Ansel Bakery. Damn!

DSC_0242

Ankommet til New York

Hej alle

Vi er ankommet til New York efter en smertefri flyvetur og er tjekket ind på Hotel St. James, som ligger lige ved Times Square. Hotellet er billigt, men servicen er i top, og værelserne er ganske fine:

DSC_0063

Jeg troede ikke, at jeg for alvor ville blive ramt af jetlag, men da jeg vågnede kl. 2 i nat og tænkte “skal vi ikke snart op?”, så måtte jeg indse, at det alligevel ikke er helt nemt at omstille sit indre ur. Vi kæmpede med at holde os sovende og stod op så sent som kl. 6. Der var ikke mange mennesker på Times Square på denne tid af dagen på en søndag:

DSC_0075

Vi startede dagen i dag med en ordentlig omgang pandekager med frisk frugt. Yummi!

DSC_0073

Så hoppede vi på en båd til Frihedsgudinden. Det var en fantastisk smuk sejltur med den vildeste skyline, og vejret var helt fænomenalt.

DSC_0106

DSC_0116

DSC_0134

Kageentusiasten nåede også lige et smut forbi Magnolia Bakery, som bl.a. er kendt fra Sex and the City. Gode cupcakes, men ikke ligeså gode som dem, man får hos Hummingbird Bakery i London.

DSC_0153

Vi havde bestilt tid til 9/11 Memorial kl. 15, og vi kom ind uden ventetid. Det var vildt at se vandfaldene, som afmærker dér, hvor de to tårne stod. Og skræmmende at se alle navnene på de omkomne ved terrorangrebet. Det nye Freedom Tower står ikke helt færdigt endnu, men det er allerede nu et imponerende bygningsværk.

DSC_0161

DSC_0164

Dagen blev afsluttet med én af de bedste burgere, man kan opdrive i NY. Daniel Bouluds bistro kan anbefales!

DSC_0169

Vi skrives,

Rikke

Seværdigheder i New York

Her kommer en liste over de seværdigheder, som vi håber på at nå at se i løbet af vores knapt fem dage i New York City. Vi kommer både omkring klassiske seværdigheder, spisesteder og en lille tur uden for byen.


Klassiske seværdigheder og kvarterer 

Vores helt overordnede bruttoliste over seværdigheder ser således ud:

  • Ground Zero (vi har booket billetter til 9/11 Memorial)
  • Frihedsgudinden (vi har booket billetter til sejlturen Liberty Cruise og skal ikke op i selve statuen)
  • Wall Street
  • Empire State Building/Rockefeller Center (vi har booket billetter til Top of the Rock)
  • Brooklyn Bridge
  • Meatpacking District, SoHo, TriBeCa
  • Times Square
  • Central Park

Restauranter og kagesteder
Vi er stadig ikke helt 100 på, om der bliver plads til en Michelin-middag i budgettet, men vi har dog alligevel noteret os, at vi skal booke bord på wd-50. Den skulle efter sigende være ret fantastisk, og vi drømmer om at sætte tænderne i deres 13 retters tastingmenu, der p.t. indeholder alt lige fra grisehaler til s’mores. I kraft af Rikkes titel som kageentusiast er vi selvfølgelig også nødt til at få testet en håndfuld konditorier. Vi har bl.a. Magnolia Bakery, Doughnut Plant, Clinton St. Baking Co. og Dominique Ansel Bakery på listen. Læs evt. Rikkes blogindlæg om stederne på Kageentusiasten. Og der skal selvfølgelig også shoppes – bl.a. efter fedt bageudstyr i New York Cake & Baking Dist.

Derudover har vi booket bord til en omgang ægte, amerikansk morgenmad på to af de bedste morgenmadssteder i NY. Vi skal have masser af pandekager, vafler og yoghurt med frisk frugt og granola på Norma’s og Kitchenette.

Koncert udenbys
Vi har planlagt en tur ud af Long Island til Jones Beach Theater, som er et fuldstændig fantastisk amfiteater med havudsigt beliggende kun 60 km fra Penn Station. Vi har booket billetter til John Mayer (og Phillip Phillips fra American Idol som opvarmning) den 28. august. Nu krydser vi bare fingre for en lun sommeraften uden regn, for så kunne det godt gå hen og blive en oplevelse, vi aldrig glemmer.

Jones Beach Theater

Vi ville også rigtig gerne have været inde og se et show, allerhelst The Daily Show med Jon Stewart eller Late Night med Jimmy Fallon, men det vil simpelthen give for meget spildtid, da det kræver en halv dag, hvor man kun står i kø til billetter.

Smid gerne en kommentar, hvis du har gode tips til, hvad vi ellers bør se.